Jeg ser en del unge i mit arbejdsliv.

Triste, depressive, angste og stressede unge. Unge på lykkepiller. Unge som sulter sig. Unge som er ved at give op. Unge som tænker ”jeg ER mine præstationer”. Unge som mister lysten til livet på den overbevisning. Unge som fanges i en indre kamp. Unge som er overbelastet af præstations krav og forventningen om (først og fremmest) at vælge med hovedet og ikke med hjertet. Det er helt  almindelige unge, fra helt almindelige hjem og med helt gennemsnitlige opvækstvilkår.

Kigger vi bag de unges kamp, ser vi kreative mennesker med visioner, ønsker, drømme og handlekraft.  Unge som kan lære os så meget.  Hvis vi er villige til at lytte, stille gode spørgsmål og forstå at præstationen ikke er lig mennesket. Mennesket er mennesket. punktum.

De unger jeg møder i mit arbejde, har mistet blikket for sig selv bag præstationen. For de er fanget i troen på ”jeg ER mine præstationer”.  Det  kan vi, som samfund, enten forstærke eller mindske. Valget er vores.

Grundpillen i gode samfund er trivsel, udvikling og psykologisk fleksibilitet.

Ikke præstation, i sig selv.

Trivsel og udvikling kræver:

  • At vi føler os ønsket, værdsat og forstået.
  • At vi føler os beskyttet og hjulpet.
  • At vi føler os accepteret, med alle vores styrker og sårbarheder.
  • At vi bliver opmuntret til at følge vores egen livsvej – fremfor andres.
  • At vi bliver hjulpet til zonen for nærmeste udvikling, at tage næste skridt.
  • At vi mødes af indlevende og forstående andre.
  • At vi møder nysgerrige, åbne og fleksible samspil.

Børn og unge er vores fremtid. Sådan er det. Intet mere. Intet mindre. Spørgsmålet er HVILKEN FREMTID ER DET VI ØNSKER? Hvad vælger vi at give til vores unge mennesker? Hvad vælger vi at vort samfund og vores samspil skal basers på? Ser vi hinanden eller ser vi hinandens præstationer?

I ACT arbejder vi med at skabe psykologisk fleksibilitet, som fremmer fysisk og psykisk sundhed.  Læs mere på www.actinlife.dk

Gode tanker Anne